50 år i Grønland
Sømandshjemmene i Grønland bygger nu på en 50-årig lang historie og stærke værdier. Den 26. juli fejrede vi det med folkefest og kaffemik i Sisimiut, og den 30. juli med fejring og kæmpe kaffemik i Nuuk. Festlighederne forløb godt med stor opbakning fra byen.
Sømandshjemmene er den ældste kæde i Grønland, når det gælder overnatning udenfor eget hjem. Her kan den enkelte gæst få oplevelsen af at træde ind i ”et hjem” med fællesskab, sammenhold og en god atmosfære. Her er cafeteriet dagligstuen og gæsterne søfolk, lokale borgere og turister. Her er der morgenandagt for medarbejdere og de gæster, der ønsker det samt tid til en snak med personalet. Her er professionelle konferencer og familiehygge – i årenes løb sikret af mange medarbejdere fra både Grønland og Danmark.