Her, nord for polarcirklen, har vi nu dag hele døgnet rundt. Solen går ikke ned før midt i juli, og med disse lange dage, kan jeg godt få følelsen af, at man kan nå en del mere end i vinterhalvåret. En aftentur op på et af fjeldene er en yndet fyraftensbeskæftigelse for mig her. Jeg kan blive helt bjergtaget af Guds smukke skaberværk. Det er som om, sanserne på et tidspunkt kommer til kort, og man må bare dvæle og indånde skønheden. Skønheden over udsigten. Følelsen af at være nået toppen efter hårde strabadser. Roen der sænker sig inde i én, selvom pulsen stadig er et godt stykke over hvilepuls. Og når jeg står foran et stort bjerg, eller ånder ud fra toppen af et, bliver jeg af og til mindet om himlens og jordens skaber.

Jesus som bjergbestiger

Jesus yndede også at søge op i højderne. Jeg vil her fremhæve fire bjerge:

Stilhedens bjerg

Jesus søgte opad, når han søgte stilhed, enten alene eller sammen med sine disciple, for at bede og tanke op åndeligt.

Forvandlingens bjerg

Det var også på et bjerg, Jesus blev forvandlet for øjnene af sine tre nærmeste venner. Han lyste kraftigere end solen og Guds stemme lød over ham: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!”

Zions bjerg

Den hårdeste bjergbestigning for ham, var nok vejen op til Jerusalem. Op til hans sidste påske, og dermed den første kristne påske. Palmesøndag var det dog på æselryg, mens han blev hyldet af folket. Men han vidste, hvad der ventede ham få dage senere.

Smertens bjerg

Langfredag gik han smertens vej, bærende på sit eget kors, op til Golgata. Der bar han al verdens skyld. Han, som ikke kendte til skyld, men levede et liv, der i ét og alt glædede sin Far. Han døde for dig og mig og alt det, vi kommer til kort med. Der oplevede han sig forladt af Gud, sin far. Alt sammen fordi han elsker dig og mig og ønsker fællesskab med os, så vi aldrig skal være forladte.

En særlig hård bakke

Jeg vil ikke gennemgå hver gang, bjerge spiller en rolle i Biblen, for så ville jeg skulle bruge en del spalteplads. Men det er nu et interessant studie i sig selv!
Jeg vil blot nævne det underfundige ved, at han, som skabte himlen og jorden og formede hver en bjergtop, valgte at blive et skrøbeligt menneske. Så skrøbelig, at han havde svært ved at gå op ad Golgata, da han var ved at segne under vægten af sit eget kors. Han blev hånet og forladt, fornægtet og forrådt. Han modtog så mange pisk og prygl, at han nok allerede der, havde mistet en del blod, inden han blev hamret fast til korset. Han, som var til før alt andet, og alt blev skabt ved ham – han blev en del af skabningen, og af kærlighed til sine medskabninger lod han sig dræbe af dem, han havde skabt.

Skaberen går med os

Historien slutter heldigvis ikke langfredag. Efter påskemorgen, hvor Jesus stod op fra de døde, møder han efterhånden disciplene. Han slår følge med to af dem, som er ganske desillusionerede og ikke forstår noget af, hvad de har oplevet de seneste dage.

Sådan har han lovet at gå med os hver en dag, indtil verdens ende. Om end vejen går op ad bakke, går vi ikke alene. Vi må se op til bjerget, til Golgata, hvorfra hjælpen kommer. Og en dag skal vi få lov at se ham, som han er.

”Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?”
(Romerbrevet 8,32)