Som kristne, må vi være beviste om vores helt ubegribelig ”himmelske pensionsordning”. Vi må bede om, at Jesus vil give os troen, og hvilen i at det evige liv venter, i vores hjerter.
Vi må blive bedre til at opmuntre hinanden, om evigheden.

Vi kan så let blive utrolig optagede af livet her på jorden, og det er der heller ikke noget galt i så længe, vi ikke glemmer evigheden. For det er den, der bør have første prioriteten.

Jeg læste en artikel om en sygeplejerske, som arbejder på et hospits i Aalborg. Hun blev spurgt, om det ikke var hårdt rent menneskeligt at arbejde sådan et sted.

Hun svarede, at det var det ikke for hende: ”Jeg har en personlig tro på Jesus, og tror på et liv efter det her liv på jorden. Den kristne tro er, at døden ikke er slutning og tilintetgørelse, men derimod en fødsel til et nyt liv – i den åndelige verden – nemlig til et liv i evigheden hjemme i Himmelen.”

Johannes Evangeliet kap. 3 vers 16: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver der tror på ham, ikke skal fortabes, – men have evigt liv.”

Johannes Evangeliet kap. 11 vers 25-26: ”Jeg er opstandelsen og livet, den der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.”