Andagt
- Af hotelvært Christian Damgaard, Ilulissat
- Juni/juli 2022
En sejltur for livet
Jeg arbejdede som volontør for Sømandsmissionen i Grønland, og under dette ophold sad jeg en dag og forestillede mig et billede. Et billede, der nok bar lidt præg af, at vi havde tankerne meget rettet mod det maritime og de folk, som beskæftigede sig der. Det skal hertil siges, at jeg ikke er skibskyndig til at fortælle om, hvordan det faktuelt fungerer på et skib, men det er min fantasi, der præger dette metaforiske billede. Jeg har dog iagttaget rigtig mange skibe og kender til mange forskellige formål, skibe kan have. Men du må have mig undskyldt, hvis jeg i min generelle beskrivelse ikke er nøjagtig.
Forestil dig, at du er på et stort skib. Så stort, at hele verdens befolkning, både mennesker og dyr, kan være derpå. På det her skib er det ufatteligt trygt at være. Faktisk er det det mest trygge sted, der findes i denne verden. Skibet har plads til, at alle kan være sig selv i fred og ro, men skibet rummer også plads til fællesskab og latter. Skibet hedder ”The Good Place” (”Det Gode Sted” red.), og når du forestiller dig skibet, må du sammenligne det lidt med et krydstogt, hvor gæsterne er indbudt til bare at nyde turen. Turen de sejler ér ufattelig smuk og ér fyldt med helt fantastiske oplevelser, alt fra store majestætiske klipper til grønne græsfyldte enge. Ligesom på alle andre skibe er der også på det her skib en kaptajn, som sørger for at lægge en sejlrute. Kaptajnen er årsagen til, at skibet ikke går på grund og ikke farer vild i de store bølger.
Kaptajnen på det her skib gør alt dette, men ikke nok med det, så går han også personligt rundt og spørger, om gæsterne trives og er glade. Hvis vi ikke trives, så vil han gøre alt for, at sejlturen bliver mere behagelig. Han ser, at hans gæster hygger sig med hinanden, og at vi hjælper hinanden med de ting, vi synes er hårdt ved at sejle, og det gør Kaptajnen glad. Nogle bliver jo syge på søens vej, i bølgernes brusen.
7 milliarder mennesker og mange flere dyr. Alle dem sørger Kaptajnen for på en gang, mens han styrer skibet uden om alle farer. Det er en himmelsk tur, og ingen mangler noget. Kaptajnen elsker alle sine gæster, og nyder helt vildt at gå iblandt dem, og lære dem at kende. Det er der mange gæster, der syntes, er for voldsomt. De synes måske at Kaptajnen bare skulle sørge for, at skibet sejlede, og så skulle de nok passe sig selv.
På alle store skibe hører der redningsbåde til. Det specielle ved det her skib er, at det har lige så mange redningsbåde, som der er gæster. Nogle gæster har aldrig snakket med Kaptajnen. De er flygtet andet steds hen, hver gang Kaptajnen har nærmet sig dem. Så de kender ikke Kaptajnen og ved ikke, hvor kærlig og rar han er. De tror, han er en skrap mand, som vil bestemme, hvad de skal bruge deres tid på, mens de er på skibet, og de er faktisk heller ikke helt tilfredse med den vej, Kaptajnen sejler. Derfor vælger de at hoppe i redningsbådene for selv at kunne styrer hvordan og hvorhen, deres sejltur skal gå. Nogle hopper også i redningsbådene, fordi de faktisk er lidt bange for Kaptajnen. De bliver skræmt af kaptajnens store kærlighed til dem og forstår ikke helt, hvad hans hensigter er. Så i stedet for at spørge andre gæster om, hvad Kaptajnen vil dem, så tager de væk fra skibet. Det sker tit, at folk vil sejle deres egne veje. De synes, at de kan opleve mere, hvis de sejler et andet sted hen, end hvor det store skib sejler. De er nysgerrige på, hvad verden ellers bringer af farer og eventyr, som de ikke har set fra det store skib.
Kaptajnen kan godt se, at gæsterne selv har lyst til at bestemme, hvor de skal hen, så han siger ikke noget imod, at de tager redningsbådene. Han ønsker bare, de kommer tilbage igen, inden det store skib har nået sit mål. Kaptajnen glæder sig sådan til at vise dem den havn, han har i sigte, og han fortæller tit om, hvor skønt der er i denne ukendte havn. Men denne havn ligger så langt væk, at ingen redningsbåd kan sejle derhen alene, kun det store skib har nok brændstof og stabilitet til at klare den lange tur på oprørt hav.
Kaptajnen har sat GPS i redningsbådene, så han altid ved, hvor de er. Han har også sat en satellit-telefon på redningsbådene, så de altid kan ringe til Kaptajnen, hvis de gerne vil finde tilbage til det store skib. Så vil Kaptajnen navigere deres sejlrute igennem telefonsamtale, helt indtil de finder det store skib, ”The Good Place” igen. Alle de telefonsamtaler med gæster, der er faret vild på det åbne hav, kan han styre på en gang samtidig med, at han stadig sørger for, at alle det store skibs andre gæster har en behagelig tur.
Så tænker du nok nu, at det er en lidt for vild fantasihistorie, fordi sådan en Kaptajn findes da ikke. Det er da ikke fysisk muligt at være alle de steder på samme tid og forholde sig til alle de gæster på samme tid. Men jo, sådan en Kaptajn findes der. En Kaptajn der leder os på livets vej – og i denne historie på søens vej. Han vil så gerne, at vi ser hans hjemhavn kaldet ”Paradis”.
Kaptajnen i denne historie er hele universets Gud, og gæsterne på denne rejse igennem livet er os mennesker. Ingen opgave er for stor for Gud. Gud formår alt, og han vil os det bedste. Så lad os holde ”telefon”samtalen (igennem bøn) med ham i gang, så vi kan finde hjem til Kaptajnen, og ind i fællesskabet, der sejler mod Paradis.
Del denne andagt
Andre opslag
Vi søger en missionær til Sømandsmission i Ilulissat
Sømandsmissionen søger: Sømandsmissionær Er du vores nye Sømandsmissionær? Vil du være med til at styrke Sømandshjemmet som synlig medspiller i en aktiv havneby i Grønland?
Månedens andagt August – September 2023
Månedens andagt Levende brød! Der var en lille dreng med en madpakke, der fik en helt særlig oplevelse engang. Sammen med over 5000 mennesker. Du
Kontorelev til Administration
Til vores hovedkontor i Vejle søger vi en Kontorelev Leder du efter en spændende elevplads, hvor du får en alsidig læretid og stærke faglige kompetencer? Så
Månedens andagt juni – juli 2023
Månedens andagt Da Peter mødte Jesus! Nogle gange hører vi om et andet menneske, inden vi møder vedkommende. Vi danner os måske et billede af
Junior Manager til Sisimiut
Vores hotel i Sisimiut søger lige nu en Junior Manager Hotel SØMA Sisimiut er et hotel og cafeteria, der har været i Grønland i over
Deputy Manager til Aasiaat
Vores hotel i Aasiaat søger lige nu en Deputy Manager Kan du se dig selv i lederteamet på et hotel, der er i hastig udvikling?