Gud er storsindet –

Gud skabte verden i al dens mangfoldighed – naturen, fjeldene, ismasserne, hellefiskene, rejer, hvaler og sæler i nord, bøgeskovene, kornmarkerne, koen, grisen og hønsene i Danmark, regnskoven, bananerne og kaffeplanterne, græshopperne og gederne i Afrika, for nu at nævne noget fra de steder, hvor jeg har boet. Han skabte alle menneskene, udrustet til at leve under forskellige klimatiske vilkår. Vi i Danmark til et klima midt imellem, tanzanianerne tæt på Ækvator sveder ikke sådan som vi andre, for de skal leve i varmen, og grønlænderne klarer kulden bedre end os – de siger det er fordi de spiser sælspæk og sælfedt.

Han så, at det var godt og overgav det så til vi mennesker. ”Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens have, for at han skulle dyrke og vogte den.” (1. Mos. 2.15).

Hvordan passer vi så på det? Er vi gode forvaltere af skaberværket?

Adam fik som repræsentant for menneskeheden overrakt det hele med en enkelt regel: ”Du må spise af alle træerne i haven.  Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag, du spiser af det, skal du dø!” (1. Mos 2. 16-17).

Hvordan gik det så?
Adam og Eva brød reglen! Og frem gennem historien, som vi læser den i Bibelen og op til nutiden, har vi mennesker gang på gang brudt de leveregler, som Gud har sat op for os. Men han er storsindet, han giver ikke op på os. Han bliver ved med at sende mennesker som budbringere: profeter, prædikanter, medmennesker på vor vej, for at minde os om, at han stadig elsker os og gerne vil have en relation til os – hans skabninger. Han fortsætter med at fortælle os om hvordan han ønsker, vi skal leve med ham og med hinanden her i verden. Han tilgiver os og giver os chancen for en ny start på livet hver dag. – Han er storsindet!

Han er lille og nøjsom –

For godt 2000 år siden lod Gud sig føde som et lille menneskebarn. Maria, en ung kvinde, lagde krop til, fødte ham i en stald og lagde ham i en krybbe. Der var ingen storhed, da en kongesøn blev født, kun ydmyghed. Han kom til jorden, for at ville gå ind i menneskers liv og hjerter. Han gav sig selv for os og levede et liv med helt almindelige mennesker: fiskere, toldere, syndere, farisæere, skriftkloge, kvinder og børn. Han kom for at fortælle om Gud, hans kærlighed og hans vilje om, hvordan han ønskede at vi skulle og skal leve med ham og med hinanden.

Det er juletid igen. Vi bliver her mindet om, at Gud selv kom til verden, fordi han gerne vil have en relation til os, hans børn. Ja, vi blev hans børn i dåben. Også de, der ikke er døbt, er hans skabninger.

Er vi klar til at tage imod ham på ny? Åbner vi vort hjerte og vor hjerne for ham?

Han er her ikke fysisk iblandt os nu, som dengang han gik på jorden, men vi har alle fortællingerne om Jesus liv og lære i Bibelen. I Johannesevangeliet kap. 20 vers 21 mødte Jesus sine disciple efter opstandelsen og siger til dem: ”Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.” Denne sendelse gælder også dig og mig. Vi er sendt ud i verden med evangeliet om Jesus Kristus for at vise en flig af Guds kærlighed til vores medmennesker nær og fjern og for at fortælle dem om Guds storsind, hans kærlighed og tilgivelse. Vi er Guds hænder og fødder, hans stemme og ører, når vi færdes blandt fiskere og søfolk og alle andre mennesker, vi møder på vor vej.

Tænk af Gud kan bruge dig og mig i Hans mission – Han er nøjsom, men storsindet.

Lever vi op til tilliden?

Glædelig jul og lykke til med opgaven i Guds sendelse.