Arbejdsopgaver

Som volontør kommer du til at arbejde med meget forskelligt.

Madlavning

På Aggershøj er der løbende arrangementer, og til disse bliver der ofte serveret mad, kaffe og/eller kage. Derfor vil du som volontør komme til at lave en del mad. Hvis du synes, det virker afskrækkende at skulle lave mad, så fortvivl ej – du kan sagtens lære det, og du vil selvfølgelig få den hjælp, du behøver.

Medvandrer

Som volontør kommer du til at lære en flok menesker at kende, der alle har det til fælles, at de på den ene eller anden måde har noget med havet at gøre. Nogle af dem vil du også komme til at få en nær relation til. En del af din arbejdsopgave er at være medvandrer for husets gæster. Det betyder, at du kommer til at gå en lille smule sammen med et andet menneske på “livets vej”. En “vandretur”, hvor du får mulighed for at komme ind på livet af et andet menneske.

Børneklub

Aggershøj danner også rammen om et kristent fællesskab. I den forbindelse er der startet en børneklub op for børn af sømænd, hvor du som volontør vil komme til at fungere som leder. Her kan du hjælpe til med det praktiske i forbindelse med klubben, du vil komme til at være sammen med børnene, og hvis du vil, får du også lov til at fortælle evangeliet til børnene.

Suppe og bibel

En aften om ugen er der suppe på menuen, når Aggershøj inviterer HF- og navigatøreleverne til aftensmad efterfulgt af bibelstudie. Du vil som volontør være med til at lave suppen, lave bibelstudieoplægget og snakke med en lille håndfuld søfartselever om tro og liv.

Give en hånd med

Aggershøj er et gammelt hus med en stor have. Derfor er der ofte behov for en hjælpende hånd til at holde huset og haven ved lige. Dette vil også være en del af dine opgaver som volontør.

简体中文DanskEnglishFilipinoDeutschहिन्दीBahasa IndonesiaItalianoРусскийEspañol