Volontør
grønland

“Du får det aldrig bedre, end du har det lige nu”. Det får jeg ofte at vide af en ældre mand, hvis stue jeg jævnligt lægger vejen forbi til en kop stærk kaffe og en god snak. Selvom det jo unægtelig er lidt en fornærmelse mod min egen fremtid, så kan jeg nogle gange godt være tilbøjelig til at tro, at han har ret. Så længe vi snakker om livet her på jord naturligvis. Han kom til Grønland fra Danmark i 1961, så sammenlignet med ham er jeg stadig ret flyfrisk efter at have boet halvandet års tid i denne lille perle af skaberværket. Alligevel føler jeg efter halvandet års arbejds- og weekenddage, midnatssol og nordlys, svømmeture og snestorme og glade ansigter og skraldende latter, at jeg hører til her. For en tid jovist, men nok tid til at stedet er hjem, tryghed og hverdag.

Det stille liv

Jeg arbejder på Sømandshjemmet i Aasiaat, en by på en lille ø i det sydvestlige hjørne af Diskobugten som ligger på den grønlandske vestkyst. Med sine 3500 indbyggere er det en temmelig lille by set med danske briller, dog kan den stadig prale af at være den femte største i Grønland. Så her bor jeg altså, forholdsvis langt væk fra familie og venner i Danmark, i en by hvor der ikke sker det helt store og hvor der er brug for enten en flybillet eller en båd, hvis man ønsker at bevæge sig længere end 15 km væk fra sin bopæl. Inden jeg rejste blev jeg ofte spurgt om, hvad det var der tiltrak mig ved Grønland. Det er et spørgsmål med flere svar, for der var mange ting som interesserede mig ved landet. Blandt andet naturen og kulturen og en forestilling om stilhed, langsomhed, en tom kalender og god tid. God tid til fordybelse, til at læse gode bøger, til at undersøge denne storslåede del af Guds natur og til at blive mere fortrolig med min Bibel. I tillæg til det har jeg fået mulighed for at arbejde på en kristen arbejdsplads, og hvor er det dog værdifuldt at have en hverdag med daglig andagt som en del af arbejdstiden, at være et sted hvor man beder for hinanden og hvor der lever et ønske om at række ud til folk, som har det svært.

Tid med Gud

Prioritering af fordybelse og personlig tid med Gud, har dog haft sine op- og nedture i løbet af det sidste år. Der er dage, hvor arbejdsdagen har været så travl, at man ikke har lyst til andet end at vælte om i sofaen kæmpende med meget tunge øjenlåg. Og dage hvor man ikke ligefrem kan klage over arbejdsbyrden, men hvor sofaen stadig har en underlig tiltrækkende kraft. Desuden er der en anden fare, som ligger og lurer ude under de stille, majestætiske isbjerge nemlig et splinternyt søkabel, som sørger for en ganske rimelig internetforbindelse. Selvom Grønland er langt fra Danmark, og selvom der er forskelle mellem livsstil og kultur, så er det alligevel tydeligt, at en stor del af det vi kender fra livet i den moderne vestlige verden har fundet vej til det kolde nord, dette inkluderer også Facebook og internettets andre glubske tidsrøvere. Min erfaring har derfor været, at på trods af ændrede omgivelser og rammer for hverdagen, så kræver det stadig en stor portion selvdisciplin fra min egen side for at påbegynde og opretholde gode vaner. Et faktum der i bagklogskabens lys virker indlysende. Efter en lang periode hvor jeg har haft svært ved at holde mig selv i ørerne, har jeg også oplevet en anden ting, nemlig at den personlige andagt, bønsliv og bibellæsning om muligt er endnu vigtigere for mig at tage mig tid til i Grønland end i Danmark, fordi der ikke er mulighed for at komme i en ungdomsforening, tage til lovsangsaften, på lejre eller bibelcamping. Man får bestemt ikke lige så mange spændende tilbud serveret her, som det jeg er vant til hjemme fra Danmark. Det er blandt andet det gode fællesskab på Sømandshjemmet, som kommer mig til undsætning i denne situation. Udover de daglige andagter holder mine medvolontører og jeg bibelstudie om onsdagen, og så afsluttes ugen med søndagsfejring hvor alle, både hotelgæster og folk i byen er velkomne til salmesang, en prædiken fra Danmark hentet fra nettet og efterfølgende kirkekaffe. Som supplement til dette kommer jeg også en del i en lille frikirke i byen, som har været meget åben og favnende, og hvor der altid er en som viser mig den godhed at oversætte for mig under mødet. Det er et fællesskab, som jeg er meget glad for at komme i, også fordi det netop synliggør at vores brødre og søstre i Jesus er spredt ud over hele jorden.

Skaberværk

Ud over kirkefællesskabet er der et andet sted, hvor jeg særligt får lov til at se et aftryk fra Gud, nemlig i naturen omkring mig. Jeg har aldrig set så smuk natur, som jeg har set her, og det fylder mig med glæde og begejstring helt ind i hjertet. Blændende skønhed. Larmende stilhed. Overvældende storslåethed. På nogle af mine vandreture har jeg til min egen overraskelse nogle gange oplevet, ikke at kunne lade være med at bryde ud i en eller anden lovsang, når jeg har ladet blikket glide hen over landskabet. Og så føler jeg mig så uendelig privilegeret og taknemmelig over at have fået lov til at bo lige netop her i tryghed og hverdag og Guds storhed.

Artiklen blev først bragt i ELM’s magasin ‘Liv i troen’, 2019.