Nu skriver vi 2021, 2020 er forbi! Og hvilket år! Det kunne der skrives en masse om, men denne andagt skal ikke handle om tilbageblik. Den skal handle om at kigge fremad mod det, som kommer. Og det skal den, også selvom vi lige har haft en adventstid, der handlede om at vente, at se frem mod Herrens komme. Det kulminerede i julen, hvor vi fejrede, at Herren kom. At Gud blev menneske, at skaberen blev en del af skabningen. Men historien slutter ikke dér. I påsken fejrer vi klimakset for Jesu liv, nemlig hans død på et kors og hans sejrrige opstandelse.

Men selv her slutter historien ikke. Efter sin opstandelse, himmelfart og sendelse af sin hellige ånd tager Jesus nu bolig i enhver, som tror på ham. Ja, Paulus skriver det sådan, at man derved bliver en ny skabning. Man får en gennemgribende ny identitet, når Guds Ånd tager bolig i et menneske, man er et Guds barn. Der er derved en dobbelt-retning i troen. Man er i Kristus, ligesom grenen er på træet (Joh 15), og Kristus er i os ved sin Ånd. Denne Ånd former os, gør vores tro levende og aktiv i kærlighed, sådan at grenen bærer gode frugter, for nu at blive i billedet.

Og historien fortsætter… Om man lige har oplevet et år 2020 med pandemi og restriktioner, eller hvad der end fylder i tilværelsen, er der endnu et Adventus Domini – Herrens komme – som vi ser frem imod. Den dag Jesus kommer for at gøre alting ny. Nu har julestemningen så småt lagt sig, og vi ser frem imod et nyt og ukendt år, og hverdagen er måske ved at melde sig på banen igen. Men den hverdag har en retning mod noget. Et formål. Jesus kom første gang for at frelse mennesker, og når han kommer anden gang, er det for at gøre alting nyt og hente alle dem, der tror på ham, hjem. Lad denne udsigt lyse over vores hverdag og den måde vi ser på os selv. Vi er en ny skabning, der har et mål mod den dag, hvor Jesus nyskaber alt. 

”Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!” Åb 21,5.