I en film ligger en gammel jødisk rabbiner for døden efter en ulykke, mens han bliver passet af en ung kristen læge, der kæmper med sig selv og sin tro efter, at hun har mistet sit nyfødte barn og er gået gennem en opslidende og ufrivillig skilsmisse.
Rabbineren kan midt i sin egen elendighed se, at der en bitterhed, der følger den unge kvinde, og gennem samtale får han hende til at åbne op om det, der tynger hende. Hun er fyldt af harme overfor Gud, som hun har gjort, hvad hun kunne, for at tjene gennem sit liv, og hun forstår ikke, hvorfor hun nu bliver straffet.
Rabbineren svarer hende: ”hvis man møder nok modgang, kan man ikke andet end tro, at man bliver straffet. At man har fortjent det. Men hvis man har tjent Gud hele sit liv, hvad er man så garanteret? Ingenting! Der er ingen garantier.
Måske tænker man, at det er ok, at ikke alt er perfekt hele tiden, men man kan da i hvert fald forvente retfærdighed?!

Men var det retfærdigt, da Isak blev blind, og hans søn forrådte ham?
Var det retfærdigt, at Sara måtte vente i 99 år på at få et barn, og så sagde Gud, at han skulle ofres?
Var det retfærdigt, at Moses ikke fik lov til at komme med ind i Det Forjættede Land?
Og Jesus selv havde det jo faktisk også temmelig hårdt (for at sige det meget mildt).

Ingen i Bibelen levede fri af lidelse og uretfærdighed, og hvis deres liv var sådan, hvorfor skulle vores så være anderledes?
Hvis folk kun kunne tro på Gud, når det gik godt, ville der ikke have været en eneste jøde tilbage efter Holocaust. Tro ville ikke være rigtig tro, hvis man kun troede, når alt gik godt.
Hvem er vi, at vi skal kende svaret på, hvorfor det går godt for nogen og dårligt for andre. Hvorfor nogen lever og andre dør.

Gud kender vores smerte, og Han er der midt i den. Det er det, der er væsentligt.”

Rabbineren døde, og lægen fik en fornyet fred med Gud og fred med sig selv.
Det var ”bare” en film, men jeg kender til denne afmagt i forhold til dårlige ting, der sker i mit eget eller andres liv. Jeg prøver bevidst eller ubevidst at forklare, hvorfor det skete. Hvorfor lod Gud det ske? Har han ikke al magt i Himlen og på jorden? Jo, og alt det dårlige, der sker i verden, har Gud hængt op på korset med Jesus og taget straffen for.
Og så skaber han ”en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere.  Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom.  Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige:
Nu er Guds bolig hos menneskene,
han vil bo hos dem,
og de skal være hans folk,
og Gud vil selv være hos dem.
 Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.
 Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!«” Johannes Åbenbaring, kap. 21, vers 1-5a

Det er vores håb og trøst, når livet er for svært at leve. Og indtil vores drøm om Himlen bliver opfyldt, kan vi trøste os ved disse ord af Jesus: ”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.