Nyhed
Kommende volontører til Aggershøj
- 15. august 2018
Heidi Elisa Kirkegaard fra Krogager og Esben Munk Jensen fra Hjerm tager til Ærø som volontører den 6. august.

Her skal de arbejde et år på Sømandsmissionens spændende residens AGGERSHØJ – et arbejde der i høj grad består af at snakke med nogle af de mange søfartselever, som nyder fx fællesspisninger, bibelstudier, aftner kun for piger, det hyggelige samvær og muligheden for bare at dumpe ind i dagligstuen på stedet. De glæder sig til at arbejde det samme sted.
For et år siden mødte de hinanden i Israel, hvor de begge var ”missionspiloter”. Siden har de bl.a. arbejdet en del som lærer/pædagog-vikarer, og Heidi har også nået en rygsækrejse i New Zealand og Australien, mens Esben i fritiden har rodet med motorcykler. De er begge vokset op på en gård og vant til at tage fat. De mange aktiviteter på Ærø fordrer da også volontører, der selv kan gå i gang – med at lave mad, fikse noget, slå græs eller spille brætspil!
”Det gør en kæmpe forskel for studerende, at der er et sted, de kan mødes og dele tro og liv. Sådan et hjem er Aggershøj, og det glæder jeg mig til at være en del af. Jeg vil også gerne fortælle andre om Jesus og er spændt på at møde nye unge,” siger Esben.
Året på Ærø glæder han sig også til at tilbringe med Heidi. Som kærester har de ønsket at arbejde sammen og bygge videre på de gode missionsoplevelser fra Israel:
”Da vi var i Israel, fandt jeg ud af, at man får rigtig meget igen ved at gøre frivilligt arbejde. Det var vildt godt dernede, og det skal det også nok blive på Aggershøj. Derovre er der masser af mulighed for udeliv og mange ting, man kan gøre sammen med gæsterne af huset. Man snakker godt, mens man laver noget. Og det kan også være om tro,” siger Heidi. Hun glæder sig også til aftnerne kun for piger: ”Piger snakker om alt muligt – de lærer hurtigt hinanden at kende.”
Volontørjobbet er en kombination af praktiske opgaver og personlige snakke med søfartseleverne og andre, der kommer på Aggershøj. Heidi og Esben skal arbejde sammen med sømandsmissionær Simon Ambrosen, der bestyrer Aggershøj sammen med hustruen Margit.