Der var en lille dreng med en madpakke, der fik en helt særlig oplevelse engang. Sammen med over 5000 mennesker. Du har nok gættet, hvilken fortælling jeg taler om.

I Johannesevangeliet kap. 6 læser vi om den store flok af mennesker, der fulgte Jesus og disciplene op på et bjerg ved Geneserat sø. De havde set, hvad Jesus kunne gøre, og de havde brug for hans hjælp. Dagen gik, og i samme grad som den store flok blev sulten, blev disciplene bekymrede. Og så følger fortællingen om den lille drengs fem brød og to fisk. Jesus mangfoldiggjorde brødet og fisken og mættede den store flok. Ovenikøbet med tolv kurve til overs. En til hver af disciplene at bære på.

Vi har nogle basale behov som mennesker. Mad og drikke er to af dem. Derfor kan det ikke undre, at den store flok både var taknemmelig mod Jesus og så et vist potentiale i at blive hos ham, ja at gøre ham til konge. Men sådan gik det ikke. Jesus forlod dem og gik op i bjergene.

Jesus anerkender deres behov for mad. Og de blev mætte og glade og forestillede sig en hverdag med Jesus som konge med masser af mad. Helt forkert var det ikke. Vi beder ”giv os i dag vort daglige brød.” Det var heller ikke forkert, når de sagde, at han var profeten, der skulle komme til verden. Alligevel står det klart, at de ikke forstod underets reelle betydning.

Jesus siger senere til dem i samme beretning, at ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.” (Johs 6,35). Og de løfter uddybes yderligere med løftet om evigt liv: ”Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid.” (johs 6,51).

Nu ville mange af dem ikke længere følge Jesus. Det blev for meget for dem. Jesus gik væk fra den store flok, når de kun ville have brød. Den store flok gik væk fra Jesus, når han ville give meget mere end brød.