Jørgen Kjær Jensen har været ansat i Royal Arctic Line siden 1989. Han er skibsfører på bygdeskibet M/S Pajuttaat
Af Hanne Baltzer
Set fra broen på Pajuttaat fejler udsigten ingenting. Her i smukke Vestgrønland kender Jørgen Kjær Jensen hver en lille bygd i Diskobugten som sin egen bukselomme, men også de lidt større byer som fx Ilulissat, Qeqertarsuaq, Qasigiannguit og Aasiaat, og lige nord for Diskobugten: Uummannaq. Skibet er designet til de arktiske betingelser, og det er udstyret med kran og pram, så det kan operere uanset anløbsforhold.
”Vi sejler varer ud til bygderne i Diskobugten og i Uummannaq-bugten. Vi servicerer bygderne afhængig af vind og vejr. Fra december- februar/marts plejer der at være is, men ikke i år, så vi sejler en ekstra tur og henter de mange fisk, der er lagt på frost. Dermed hjælper vi fiskerne med at få tømt ud i deres lagre,” siger Jørgen. Royal Arctic Line er en livsnerve for de grønlandske samfund. Rederiet garanterer forsyninger til hele landet.
Vi gør det selv
Royal Arctic Line har faste forbindelser både syd- og nordgående mellem Sverige, Danmark, Færøerne, Island og Grønland. Hver uge. Hele året.
Varerne sejles til Nuuk fra fx Danmark. De lastes om til kystskibet, der sejler til Aasiaat. Her pakkes de ud og sættes på paller, lastes på bygdeskibet, og pallerne afleveres så de respektive steder. Pajutaat sejler med alt undtagen benzin og olie.
”I de store havne er der jo lods mm. Vi klarer os selv. I nogle af bygderne bor der måske kun 30 mennesker. Der er ikke nogen egentlig havn, så vi må hejse pallerne i land. Vi kører selv det hele, også på land. Lodser og laster.”
”Vi er nødt til at følge den grønlandske tankegang med, at det vi ikke når i dag, når vi så i morgen. Sådan er det især i lavsæson, men når det er efterår, og det lakker mod vinter, så kan det godt være stressende, da forsyningerne skal frem, før det hele fryser til. Det er en stor udfordring at sejle til bygderne. Det er krævende, men spændende,” tilføjer han.
Fællesskab fikser meget
De er 12 mand ombord på coasteren. 8 grønlændere og 4 danskere. Pt. er der to grønlandske styrmænd. Stewardessen ombord er også vigtig: ”Er hun i godt humør, smitter det af på alle. Hende, vi har ansat nu, er sød og smilende. Det betyder meget. Vi har altid sejlet med en mixet besætning. Jeg har også haft kvindelige styrmænd og maskinmestre. Jeg tænker ikke så meget over det. De fungerer lige så godt som mænd.”
Flere i mandskabet er faglærte på forskellig vis, så de kan nogle tricks: ”Når der er et problem, skal man som kaptajn lige huske at spørge rundt blandt medarbejderne. Grønlænderne kommer typisk fra små samfund, hvor man lærer at klare sig selv og er utrolig gode til at finde løsninger, men også til at hjælpe hinanden. For mig er god ledelse at inddrage folk og spørge dem, hvad det er, de gerne vil og lytte til dem, når de har behov for det. Det er vigtigt for mig, at folk bliver hørt, for de er dygtige og sjældent sure. Selv om det er midt om natten og alt er koldt og vådt.”
Mit andet hjemland
”Jeg har sejlet ved Grønland i over 30 år og er en af de ældste i firmaet. Tiden går jo! Enten bliver man vildt fascineret af Grønland eller også hader man det. For mig er Grønland mit andet hjemland, selvom jeg ikke kan tale sproget. Jeg kender rigtig mange mennesker her.”
Jørgen arbejder 6 uger ude, 6 uger hjemme, når det går efter planen. ”Hjemme” er Thurø ved Svendborg. Pt. er de faste arbejdstider udfordret, fordi det er det grønlandske corona-direktorat, der bestiller billetterne. I januar var der fx ingen billetter til søfolk.
”Det betyder så, at andre må arbejde måske 14 dage ekstra, og det er ikke godt for familieliv etc., når man ikke ved, hvornår man kommer hjem. Det er simpelthen uvilje fra myndighedernes side, når de ikke tænker på omkostningen for den enkelte. Der er ikke mange, der lytter til sømændene. Jeg har kolleger i andre rederier, som har været afsted i måneder. Det burde kunne gøres mere smidigt. ”
Et hjem når man er ude
Sømandshjemmet i Aasiaat er velkendt. Sidst boede Jørgen der fra 28. december til han påmønstrede den 4. januar 2021. Han skulle være i mindst fem dages karantæne: ”Vi bruger sømandshjemmet hele tiden – til og fra skibet. Selv om det var lukket pga. status, kunne jeg alligevel være indlogeret, mens jeg var i karantæne, og få mad bragt op på værelset. Det er super. Hvis du indlogerer dig på et hotel, kender du typisk ingen. På sømandshjemmet kender vi nogen, fx bestyreren Søren, der som gammel sømand kender vores jargon og fag. Det er meget personligt og familielært at bo der. Så ”hjem” er et godt ord.”
På sømandshjemmet er de desuden vant til at håndtere diverse restriktioner mm. omkring corona.
Ombord på Pajuttaat møder de også medarbejdere fra sømandshjemmet, fx sømandsmissionæren og en volontør: ”Vi sætter stor pris på besøg fra sømandshjemmet. Vi kender efterhånden hinanden, da de kommer en gang om ugen til kaffetid. Det er hyggeligt. Jeg er nu ikke et særligt troende menneske. Jeg beder ikke til Gud, selv om jeg selvfølgelig har været bange, for jeg har dyb respekt for meget dårligt vejr heroppe,” forklarer Jørgen.
Internet og interesse
At være kaptajn er et job, der omhandler meget forskelligt. Fra administration, personalepleje, logistiske udfordringer til styring i al slags vejr. Men også en kaptajn har fri: ”Jeg kan finde på at gå en tur i bygden, når jeg ved, skibet ligger ok. Når jeg har fri, læser jeg gerne en god krimi eller ringer hjem til familien.”
Sammenlignet med tidligere, hvor Jørgen skulle finde en telefonboks og ringe hjem for 26 kr. i minuttet, kan han i dag facetime eller skype uden problemer, da internetforbindelsen er god.
”Jeg savner da familien. Engang måtte jeg have den med en gang årligt, men det er ikke tilladt længere. Min kone siger, hun glæder sig, til jeg går på pension om små fem år,” griner han. Han mener, han fysisk kan mærke de 30 år på søen, hvor man også bliver kastet rundt og ikke sover meget i ”møgvejr”.
På spørgsmålet, om han så er færdig med at sejle, nævner han, at krydstogtsskibene, der sejler ved Grønland, har brug for lodser ombord en måned om året. Det kunne han godt tænke sig.
”Naturen er jo ganske enkelt fantastisk. Efter 14 dage med masser af ”lortevejr” glemmer man helt det trælse, når man kigger ud fra skibet. I Nordatlanten har jeg flere gange prøvet en vind på 55 meter pr. sekund, og det behøver jeg ikke igen. Heroppe kan vi bedre lægge os i læ et sted, til uvejret er ovre – typisk efter et døgn.”
Citat: Vi sætter stor pris på besøg fra sømandshjemmet i Aasiaat