Af Hanne Baltzer
Skal du på barsel? Så ser vi ikke dig igen! Den bemærkning fik Christina Heintze, da hun fortalte kollegerne, at hun ventede sit første barn for fem år siden. ”De var godt nok skeptiske, men det var rederiet ikke. Jeg skulle blot bekræfte, hvornår jeg regnede med at være tilbage. Rederiet lagde vægt på, at jeg skulle føle mig klar til at arbejde igen, så jeg måske skulle vente med at give en endelig datomelding, til babyen var født.”
Christina vendte tilbage på arbejde til den aftalte tid. Inden havde hun talt med en sundhedsplejerske om, hvornår det bedste tidspunkt var i forhold til hendes lille søn, der da var ni måneder.
Den første uge på arbejde var der sat en ekstra mand på, men derefter arbejdede hun i vanlig turnus.
”Fra min ”mor-boble” skulle jeg finde mig selv, men det gik hurtigt. Efter en nats søvn ombord – den første sammenhængende søvn i mange måneder- følte jeg mig fuldstændig udhvilet. Jeg savnede også at komme på arbejde. At det blev hverdag igen. Nej, jeg kender ingen andre kvindelige sømænd, som også er mødre, men det betyder jo ikke, at det ikke er muligt. For mig virker det udmærket at arbejde på denne måde med en tørn på 14 dage ude efterfulgt at 14 dage hjemme.”
Christina har en fast makker, hun bytter med. De skal få det til at gå op med ferie, sygdom osv. Sådan er det for alle ombord, hvilket gør, at det også er ”kendte” kolleger, hun arbejder sammen med næste gang, hun møder ind. For hende er det vigtigt, at det ikke ”går ud over” makkeren, at hun er mor. Derfor arbejder hun naturligvis også i højtiderne. De to er gode til at få arbejde og ferie til at gå op.
styrmand
Hun sejler som 1. styrmand på Freesia Seaways, der sejler mellem Göteborg i Sverige og Immingham i England. Skibet hører til RO-RO – fællesbetegnelsen for skibe, der transporterer rullende materiel lige fra lastbiltrailere til biler, fx Jaguar og Volvo. Forskellen fra containerskibene er, at de her på Freesia Seaways ikke stabler, men sætter på række. Og sætter man alt materiel her på en lang række, skal man gå 4,6 km. for at nå fra den ene til den anden ende. Christina elsker at laste og lodse skibet. Hun har også ansvar for alt broudstyret, det skal kontrolleres ofte. Desuden er hun ansvarlig for alle indkøb til sin egen afdeling på skibet. Hun arbejder 10-12 timer dagligt.
”Jeg kan godt lide skibstypen og mit arbejde. Det er stadig sjovt, og jeg kan lide spillet med at få det hele til at virke. Desuden passer det godt med børnene, at jeg kun er væk 14 dage ad gangen.”
Enig om måden
Da Christina et par år senere kom tilbage efter sin anden barselsorlov, var hendes mandlige kolleger ikke mindre skeptiske. Hun har hørt bemærkninger som: Du kan da ikke sejle, når du har små børn. Hvor er børnene, mens du sejler?”
Når hun så har sagt til dem, der er fædre, at de jo også sejler, og at hendes mand udmærket kan passe børnene, er svaret: ”Det er noget andet.”
”Jeg kunne ikke gøre det omvendt. At det var mig, der skulle stå med det hele selv og være alene med børnene 14 dage ad gangen. Derfor sætter jeg stor pris på, at det er den her familiestruktur, som Simon også synes kan fungere. Jeg kan ikke tage barns 1. sygedag. Den hænger på Simon, men da børnene havde skoldkopper, var jeg heldigvis hjemme.”
Da Christina og hendes mand Simon var kærester i 2014, talte de sig frem til, at Christina kunne blive ved med at sejle, hvis de fik børn. Hvis det ellers kunne lade sig gøre, og de kunne finde ud af det. De har fundet en ordning, der fungerer, så Simon kan nøjes med at arbejde som IT-supporter to dage om ugen. Det giver tid til børn og alt det andet derhjemme.
”Der er ikke en opskrift på at være en god/dårlig mor. Jeg ved godt, at jeg ikke kan indhente de tabte 14 dage, men når jeg er hjemme, har børnene korte dage i dagpleje og børnehave samt en fridag en gang imellem. Godnathistorierne er nok også længere. Desuden er det vigtigt, at jeg ikke laver en masse om. Børnene skal fortsat kunne fungere i deres hverdag. De er vant til rytmen.”
Savn og gensyn
Børnene skal lige se mor an, når hun kommer hjem. Med den lille datter har hun fx oplevet, at hun skulle se hende an, og først bagefter ville krammes. Datteren er også obs på, når mor går udad døren. Om hun skal være væk kort eller lang tid. Dagen før, hun skal afsted på arbejde, fortæller hun sønnen på 4 ½ år det. Ofte taler de om, hvad de skal lave, når mor kommer hjem igen. Hun tager altid af sted tidligt om morgenen, mens resten af huset sover.
”Jeg savner børnene, når jeg er på arbejde, men ikke på den der utålelige måde, som giver ondt i maven. Jeg facetimer ikke med dem, det vil avle mere savn hos os. Desuden er der skiftende net. Luksus er det derfor også at have fri i 14 dage om måneden. Så aflaster jeg Simon, så han kan få hvilet ud og har tid til andre ting. Derfor kan jeg jo godt nå at træne fodbold og få sovet.”
Bibel med
Bibelen er altid med i kufferten. Christina oplever forskelligt behov for at læse i den. For hende er det vigtigst at bede aftenbøn, fordi hun i den samtidig får reflekteret over dagen og tænkt på dem derhjemme. Får tænkt på den enkelte af hendes allernærmeste.
”At bede for andre er en af de bedste ting, man kan gøre for hinanden, synes jeg. Min mormor bad for hele sin familie. Hun har været en inspiration for mig. Nogen har spurgt, om jeg vil stå på en forbønsliste. Det er jeg ikke så vild med, fordi jeg synes ikke, at forbøn skal være en pligt. Noget man skal gøre,” siger 1. styrmand Christina Heintze.