- - sæt psykisk trivsel på agendaen i en utryg verden
Af Hanne Baltzer
Det kan være en udfordring for skibsledelsen at opdage psykiske problemer hos medlemmer af besætningen samt huske at overlevere observationer til de næste på broen, når der er skiftedag. Alligevel er det ledelsens ansvar, og den vil da også kontinuerligt møde besætningsmedlemmerne på skibet i mange forskellige slags humør.
Krig og parforhold
Krig, dødsfald, dårlig økonomi, skrantende parforhold eller syge familiemedlemmer. Der er meget, søfarende kan være bekymrede for, når de er til søs. Lige nu er mange optaget af krigen i Ukraine. Den påvirker flere sømænd – især på skibe, hvor der både er både russere og ukrainere ombord, fordi der kan være en dyb bekymring for dem derhjemme og usikkerhed om fremtidsudsigterne for den enkeltes tilværelse.
Anna Bergmark er konsulent hos SEA HEALTH & WELFARE, der ønsker at bidrage til at sikre de søfarendes velfærd og arbejdsmiljø om bord på danskflagede skibe: ”Vi har udarbejdet nogle værktøjer til at højne den psykiske trivsel ombord. De er til ledelsen, men der er også et selvvurderingsskema til medarbejderen med titlen: Hvordan har du det? Ledelsen har typisk en idé om, hvordan man skal tale med de forskellige ombord. Den kan lade sig inspirere af vores værktøj med at observere, om fx nogle er nedtrykte eller har det skidt. Derefter kan man høre medarbejderen, om der er noget, man kan gøre.”
Hun peger på, at de færreste ledere er egentlig uddannet til at håndtere den psykiske trivsel og fx tage en svær samtale, som typisk er mellem en leder og en medarbejder.
”Det er vigtigt for sikkerheden, at ledelsen forebygger eller opdager tidligt, hvis en medarbejder har det dårligt,” siger hun og tilføjer: ”Relevant er det, at lederen, som skal tage en svær samtale med en medarbejder, har en god relation til vedkommende. Hvis man ikke har tiltro til den, man taler med, er det svært, fordi man vil være meget tilbageholdende, selv om leder har gode intentioner.”
Særligt ansvar
Folk skal trives, når de er på arbejde til søs. Forskning viser, at mennesker, som ikke føler glæde og god trivsel, er mindre effektive, har en højere risiko for at blive involveret i arbejdsulykker, og har en højere risiko for at blive syge. ”Der er forskel på at arbejde i land og til søs, fordi ledelsen også har ansvar for besætningen i fritiden, da de befinder sig ombord. Når man har det skidt, kan det også handle om noget på hjemmefronten, noget personligt. Men det kan være vigtigt at få fortalt, man har det skidt. Man behøver ikke afsløre årsagen, og det kan være svært at gøre noget ved. Man kan sige, hvad man føler, men ikke nødvendigvis hvorfor. For ledelsen er det afgørende, at medarbejderne ikke er til fare for hverken sig selv eller andre ombord. Hvis det handler om noget ombord, skal det løses ombord. Da skal der handles på det. For eksempel kan det være arbejdspres, konflikter med kolleger og mobning, der kan føre til, at medarbejderen føler sig isoleret og sat udenfor,” uddyber hun.
Ved konflikt – lyt
I forbindelse med en optrapning af en konflikt mellem besætningsmedlemmer foreslår Anna Bergmark, at der kommer en fra skibsledelsen og taler med de to parter. Først med dem hver for sig, men bagefter i dialog med ledelsen som mediator. Hun understreger dog, at den metode kun virker, hvis begge parter vil dialogen: ”Det er vigtigt at gøre noget tidligt, da langt det meste mobning ombord er begyndt med uløste personkonflikter.”
”Der er ingen tvivl om, at det er ledelsen, der skal tage den svære samtale. Det er væsentligt at huske på, at en kluntet samtale er bedre end ingen samtale, fordi det viser initiativ, og der er ikke tale om, at man som leder skal behandle a la en psykolog eller lignende. Det vigtigste er at lytte til besætningsmedlemmet, som man har dialogen med – Jeg vil høre, hvordan DU har det! Desuden skal man kunne fortælle uden at være bange for repressalier efterfølgende.”
Psykisk trivsel
For at føle en optimal psykisk trivsel på jobbet skal man have indflydelse på eget arbejde, man skal opleve det som meningsfyldt, der skal være en forudsigelighed og balance i det. Der skal være en belønning og den rette sociale støtte. Er disse faktorer opfyldt, kan man tale om en god psykisk trivsel.
”Hvis flere oplever dårligt arbejdsmiljø, kan man tage det op i plenum og måske samlet gå til ledelsen og foreslå ændringer eller bruge en sikkerhedsrepræsentant, hvis der er en sådan ombord. Hvis en medarbejder overhovedet ikke oplever en lydhør ledelse, kan man på danskflagede skibe tage kontakt til rederiet eller til SEA HEALCH & WELFARE,” tilføjer Anna Bergmark.
I box
Skab en god ramme om samtalen
- Lyt
- Hav ro og god tid
- Dialog i fortrolighed
- Formål at hjælpe
- Hav øjenkontakt og et åbent kropssprog
- Respekt for hinanden
Langt det meste mobning ombord er begyndt med uløste personkonflikter.