- Da krabbefiskefartøjet sprang i luften, fandt Frederik ud af, at han kunne sit job
By Hanne Baltzer
It was an ordinary 15 December 2020 on board the SOV vessel ESVAGT NJORD, which services offshore wind farms on a daily basis. On board, Frederik Oksholm was on watch from 5am until lunch at 11am. At around 11.30am, he heard a huge bang while he was vacuuming in the reception area. He thought it was something at the hatch. It wasn't.
Der var travlhed på broen, hvor styrmanden stod med kikkerten indstillet mod en britisk krabbe-båd, ”Galwad-Y-Mor”, 22 sømil nord for Cromer Norfolk i England.
Kort efter lød ordren fra kaptajnen hos ESVAGT: Sæt FRB (fast rescue boad) bådene i vandet. Endnu lød den store alarm ikke.
Teori og trykbølger
Frederik var sat godt ind i detaljerne på den lange mønstringsliste, der beskriver, hvad man skal gøre i for eksempel nødsituationer, hvor man skal være klar til hvad som helst. Da redningsbådene blev sat i vandet, gik de andre ombord på Esvagt-skibet i gang med at forberede sig. Men hvad var det lige, der skulle ske? Hvor mange tilskadekomne krabbefiskere ville kollegerne komme tilbage med? Hvor hårdt tilskadekomne var de? Var der døde? Frederik husker ventetiden som lidt kaotisk, mens der var mange remedier at finde frem fra iltmasker til bårer, forbindinger og hjertestartere. Snart blev den store alarm da også udløst. Det her var alvorligt.
På broen havde de overblikket. Også da det væltede ombord med syv tilskadekomne.
Inferno af ild
De tilskadekomne blev hårdt sårede, da en mine formodentlig var eksploderet under fiskekutteren og blandt andet havde udløst flere eksplosioner samt lavet buler på skroget. Besætningen havde bemærket, at indtrækket af krabbetejnerne gik trægt, men inden de fik skipper gjort opmærksom på det, eksploderede det hele i et inferno af ild og vand, som løftede det 13 meter lange fartøj op ad vandet, hvor det efterfølgende landede tungt. En trykbølge havde blæst mandskabet omkuld og styrehuset ud.
”De var slemt tilskadekomne, nogle var i chok, andre bevidstløse, der var masser af blod, opkast, sår, stønnen og skrig. Det var godt nok voldsomt og gjorde et dybt indtryk på mig, men jeg forsøgte at holde fokus. For ikke at gå ned selv, prøvede jeg at lægge mine følelser fra mig. Prøvede at hjælpe mine mere erfarne kolleger. Dette var en nødretstilstand. Bagefter knækkede jeg sammen. Jeg var ny, det var kun min tredje udmønstring, og jeg ville bare hjem til jul,” fortæller Frederik.
Force med førstehjælp
At søfarende har udvidede førstehjælpskurser og kaptajn og styrmænd AMA (Avanced Medical Aid), blev ganske afgørende i denne situation. Mandskabet ombord på redningsskibet kunne deres metier. Det var overstyrmanden, der stod for de tilskadekomne, mens kaptajnen koordinerede fra broen. Frederik prøvede at huske alt, hvad han havde lært i teorilokalet.
”Jeg fandt ud af, at det er bedre at gøre noget frem for at gøre ingenting, selv om jeg var ny. Jeg vidste da også, hvad min rolle ville være, men jeg havde ikke kunnet forberede mig til virkelighedens voldsomhed. I de fire timer, der gik, mens de sårede var ombord, arbejdede vi intenst med det udstyr, der var. Vi hentede fx også tæpper fra vores kamre. Da den sidste af de sårede var hentet, var jeg nærmest grædefærdig. Det hjalp at tale med kollegerne, der også havde været der. Tre krabbefiskere var så hårdt medtagne, at de måtte evakueres med helikopter. Derfor var det også en lettelse at høre efterfølgende, at alle syv fiskere overlevede, selv om nogle fik mén. ”
Tomatsuppe og reflektion
Da de sidste tilskadekomne var sendt videre, meldte sulten sig, og der var frokost med tomatsuppe og culottesteg til alle. Derefter samledes besætningen på broen, hvor alle kunne berette, hvad de havde oplevet, hvad der var sket. Hvordan man havde det.
”Alle var meget stille og tænksomme. Der var forskellige reaktioner, og der var plads til anerkendelse og stolthed. Esvagt supplerede med at tilbyde psykologhjælp, og vurderede at alle skulle tale mindst fem minutter med psykologen. For de mere erfarne redningsfolk var de fem minutter nok. Jeg var stadig overvældet af følelser, der lå lige under overfladen, så det var fint for mig at få assistance til at komme videre. For gjorde jeg det rigtigt? Forhindrede jeg de andre i at gøre deres arbejde? Det var jo min allerførste redningsaktion.”
Under redningsaktionen oplevede Frederik, hvordan alle arbejdede intenst: ”Vi tænkte ikke på andet end at redde liv. Vi samarbejdede pissegodt, og bagefter gav det en god gejst. Jeg troede, jeg var noget mere empatisk, men det var nødvendigt at joke lidt med det triste. Sort humor kan noget. Jeg husker også fiskeskipperen bede om en smøg som det første, før vi nærmest startede behandlingen af ham, og mens hans mandskab fik masser af smertestillende for at dulme. Det var nu specielt.”
Åbent mindset
Siden den store redningsaktion har der været flest rolige dage. Frederik er nu befaren skibsassistent og har fået tilbudt ny hyre hos Esvagt, som han har taget imod.
”Jeg er måske en hverdags-samaritaner,” siger han med et glimt i øjet: ”Min erfaring er nu, at der er stor forskel på os i mandskabet, men at vi byder ind med hver vores erfaring, når vi skal yde, og at det bagefter er trygt at tale situationerne igennem med kolleger. Vi tager vare på hinanden. Efter den voldsomme hændelse med fiskerne har jeg flere gange tænkt på, at kollegerne tog hånd om mig. Jeg har desuden været noget oppe på dupperne og i alarmberedskab i tiden efter og er nok stadig chokeret, men når jeg med et åbent mindset omsætter teorien fra skolen til praksis ombord, så er det en god hverdag. Et kontorjob er ikke mig, ” siger Frederik, der ofte oplever positiv feedback.
I box
Esvagt Njord er et SOV-skib (Service Operation Vessel), som servicerer det norske energiselskab Equinor i driften af vindmølleparken ud for Great Yarmouth på den engelske østkyst. Den decemberdag i 2020 kom mandskabet de syv hårdt sårede krabbefiskere til undsætning. Det reddede deres liv!