Udsendt

Sikker sejlads uden pirater

Maskinchef Jonas Muff Kofoed: Her er ingen pirater eller beskydninger. Hel

Af Hanne Baltzer

Jonas Muff Kofoed er hjemme i Odense, men snart går turen igen afsted på arbejde. Han er maskinchef på containerskibet SAN RAPHAEL MÆRSK, der sejler en fast rute mellem Europa og Sydamerika. Da han sejlede tankskibe, kendte han kun sted og dato for påmønstring kort tid inden, fordi skibet ikke var i fast rutefart. Sådan er det heldigvis ikke i år.

I 2023 stod han på i Algeciras i Sydspanien den 1. december, hvorefter de sejlede i dok i Tyrkiet. Derefter blev skibet sendt til Det Røde Hav, inden det atter skulle gå ind i den normale rute på et ni ugers rul, og det blev almindelig hverdag igen.  For mandskabet betød det nogle dage i en ny rute med ekstra opmærksomhed. Sejlturen gik via Suez-kanalen og Det Røde Hav til Jeddah i Saudi Arabien og retur. Jeddah ligger dog ikke helt nede ved Bab al-Mandab-strædet, som især er det område, hvor Houthi-militsen skyder på civil skibsfart.

”Det var ret tydeligt, at der ikke var den vanlige travlhed i Suez-kanalen, hvilket skyldtes, at mange rederier har omlagt sejlruterne på grund af skyderierne. For os var det ikke farligt – der skydes ikke i den retning, og så er Det Røde Hav jo også ret stort,” smiler Jonas.

Hurtig beslutning

Omkring 90 procent af de skibe, der normalt bruger Suez-kanalen, sejler nye ruter af hensyn til besætningens, skibets og lastens sikkerhed. I øjeblikket sejles via Kap det Gode Håb. Det er en omvej på 9 dage, 7.300 kilometer eller 4000 sømil. Rederiet Mærsk var et af de første, der ændrede rute. Det skete efter, at et containerskib blev forsøgt angrebet tilbage i december. Alle kaptajner og maskinchefer får løbende orientering fra Mærsk om situationen både ved Det Røde Hav, men også andre steder i verden.

”Rederiet var hurtig til at beslutte sig for at sejle udenom. Det var godt for alle, for klart nok må kollegerne, der sejlede i området, være pressede. ”

Kunne dele viden

De taler nu ikke meget om at være udfordret. Det taler de heller ikke meget om. SAN RAPHAEL MÆRSK har fem søsterskibe. Maskincheferne fra de seks skibe har en WhatsApp-gruppe om teknik. Der kan de dele erfaringer: ”Det er nu ikke meget, vi gør i det. Enhver passer sit. Ingen har lyst til at spørge om noget, de andre kunne finde på at mene, at man burde vide! Men det er da lidt åndsvagt, når man sagtens kunne dele viden,” siger Jonas. For ham er noget af det mest fagligt tilfredsstillende at få motorerne til at spille maksimalt. Hver dag skal han rapportere en mængde data med forskelligt forbrug til hovedkontoret i Danmark. Det er også dem, han kommunikerer med, hvis noget skal indkøbes.

Jonas er meget veltilpas med, at han sejler langt fra Det Røde Hav:  ”I vores farvand er der ingen pirater, beskydninger eller blinde passagerer ombord. Vores største opmærksomhedspunkt er at sørge for, at vi ikke får narko ombord, men vi gennemgår da også skibet for blinde passagerer, inden vi sejler fra Sydamerika. Jeg har sejlet ved Afrika som aspirant i fem måneder omkring 2000. Da skulle vi hele tiden skulle være maksimalt opmærksomme på blinde passagerer, at alt var låst fast, så det ikke blev stjålet, pirater osv. Jeg kan godt lide vores nuværende rute. Efter travle anløb forskellige steder i Europa tager det 9-10 dage at nå næste havn i Sydamerika. I de dage er der mulighed for mere socialtid, inden der skal arbejdes igennem ved de mange anløb i sydamerikanske havne. Derfor er en barbecue altid populær.”

Fælles ombord

De er 24 ombord. Der er indere, ukrainere, danskere, polakker, filippinere og en brasilianer. Arbejdssproget er engelsk, hvilket alle respekterer. Det tales også ved måltiderne, hvis flere nationaliteter sidder ved det samme bord. Jonas har på tidligere skibe siddet ved et bord til fire, hvor de tre andre talte samme sprog. Det er ekskluderende.

”Jo, vi er meget opmærksomme på chikane og mobning ombord.  Som seniorofficer har jeg været på kursus i at håndtere konflikter og i, hvordan man gebærder sig ok. Hver sjette uge holder vi også øvelser i, hvordan vi opfører os bedst overfor hinanden. Her er det muligt at sige frem. Desuden har rederiet også anonyme hotlines og halvårlige tilfredshedsundersøgelser. For mig at se er det største problem falske anklager. Jeg ved dog, at det er noget, rederiet også har fokus på.  Selv er jeg opmærksom på at behandle andre godt. Jeg praktiserer en flad ledelsesstruktur med stort ansvar til den enkelte samtidig med, at de ved og accepterer, at jeg står med ansvaret.”

Internettet er med på sejladsen, og alle MÆRSK-skibe bliver nu udstyret med Starlink, og dermed en bedre onlineforbindelse, men en stor mængde data til kontor og kunder ”spiser løs” af forbindelsen.
”Hver container er forsynet med en chip, der hele tiden opdaterer på forskellige parametre. Der er også for eksempel live-overvågning af hovedmotoren og engang i mellem på broen. Det betyder, at meget af internetforbindelsen allerede bruges. Så der er ikke altid megen forbindelse tilbage til at kontakte familien.”

I boks
Jonas Muff Kofoed

  • Dansk maskinchef
  • Ansat i MÆRSK
  • 2006: færdiguddannet maskinmester
  • Far til tre, gift med Hanne
  • Arbejder 9 uger ude efterfulgt af 9 uger hjemme
  • Medlem af Sømandsmissionens hovedbestyrelse